Skulpturtyper

Her kan du læse mere om Hjørring Kommunes mange forskellige skulpturtyper

Klik på den type du ønsker at vide mere om:

Bronze er en legering af 90 % kobber og 10 % tin. Bronze har været brugt til skulpturstøbning de sidste ca. 3000 år.

Når billedhuggere arbejder med bronze, sker det som regel ved støbemetoden cire perdue (’tabt voks’). Billedhuggeren Bodil Dam har stillet denne forklaring til rådighed:

Først modelleres skulpturerne i ler eller et brandbart materiale, så laves der typisk en silikoneform af dem med en gipskappe rundt om. I denne form laves en afstøbning i voks af skulpturen.

Det gøres ved at varmt voks hældes i og efter nedkøling tages den færdige voksskulptur ud, og indløb og udluftnings- kanaler ’svejses’ på voksskulpturen.

Der stænkes et ’dublag’ på voksskulpturen, for at få alle detaljer med. Denne voksaf- støbning ’pakkes ind’ i en støbeform, som varmes op i en ovn, indtil al voksen er smeltet væk, og man har et identisk tomrum, som kan fyldes med smeltet bronze.

Når bronzen er kølet af, kan man banke bronzeskulpturen ud af støbeformen, og et møjsommeligt arbejde med svejsning, slibning og ciselering kan begynde. Når den ønskede overflade er opnået, gives skulpturen en patina, for at understrege formen og give metallet varme og dybde.

Nedenfor finder du forskellige former for bronzeskulpturer:

Jern er et metal, der udvindes af jernmalm, som findes i jorden.

Jern kan smelte og forarbejdes til støbejern, som i afkølet form er den hårdeste type, til stål, som er lidt blødere og formbart, og til smedejern, som i opvarmet tilstand kan formes med håndværktøj. Når billedhuggere arbejder med jern, sker det enten ved støbning eller ved at svejse jernplader eller -stænger sammen. Jern er gråligt, men ruster, og skal derfor overfladebehandles for ikke at gå til. Mange kunstnere bemaler jernskulpturer eller bruger corténstål, som har en holdbar, rusten overflade. Nedenfor finder du forskellige former for jernskulpturer.

Thune Andersen, Gerda. Uden titel, (1991). Hjørring

Blandformer er kunstværker, der er sammensat af forskellige materialer.

Når en billedhugger arbejder med blandformer, sker det som et bevidst valg bort fra den traditionelle skulptur, der oftest er skabt i ét materiale: sten, bronze, jern eller andet.

Blandformen er derfor også en udfordring til publikums oplevelse af kunsten. Er en skulptur f.eks. bygget op af skrot, så giver det associationer i andre retninger, end f.eks. en marmorskulptur ville give.

Hertil kommer, at alle materialer har en vis symbol- eller associationsværdi, og når en skulptur består af mange forskellige materialer, opstår en befordrende og udfordrende "signal-forvirring". 

Neden for finder du forskellige former for blandformer. 

Heide, Erik. En hilsen fra det, der var til det, der kommer, 1984. Hjørring

Dyreskulpturer har været et populært motiv siden den græske antik for 3.000 år siden.

Ved at skildre dyr kan kunstneren både hylde dyret, dyrke dets egenskaber og måske ligefrem overføre nogle af egenskaberne til mennesket ved at menneskeliggøre det.

Både naturalistiske skulpturer, der ligner dyrene, abstraktioner over dyr og fantasidyr hører til nutidens skulpturhistorie.

Neden for finder du forskellige former for dyreskulpturer.

Helledie, Niels. Guldkalven, år ukendt. Sindal

Kvinden er et yndet motiv i kunsten. Især den nøgne kvinde er populær.

Sådan har det været siden forhistorisk tid, hvor små kvindefigurer symboliserede frugtbarhed.

Op gennem kunsthistorien har kvindeskikkelsen mistet sin symbolske betydning. I stedet kan man opfatte den nøgne kvindefigur som idéen om kvinden i alle de forskellige former, hun forekommer.

Når en billedhugger skildrer en nøgen kvinde, er det derfor ikke for det erotiske, men for at gøre hende til et begreb. Vi forstår, at der ikke er tale om en bestemt kvinde, men omkvinden.

Nedenfor finder du forskellige former for kvindeskulpturer.

Den figurative kunst forestiller noget, vi kan genkende fra virkeligheden, og som vi på forhånd har et forhold til.

Det betyder dog ikke, at genkendelig kunst ikke også kan være abstrakt. Kunstneren kan vælge at fremhæve visse træk og lade andre glide i baggrunden, og ved f.eks. at forenkle (stilisere) eller ændre farve kan han give det genkendelige symbolske betydninger, som man som beskuer må forholde sig til.