Claus Ørntoft, f. 1959, er billedhugger i traditionel forstand.
Hans skulpturer hugges frem af enorme granitblokke, som han henter i Sverige, Norge og Kina. Før arbejdet når så vidt, har han i ler eller gips modelleret en lille model af sit motiv. Derefter modelleres skulpturen op i fuld størrelse, igen i ler eller gips, og der støbes en 1:1-model i glasfiber.
Ofte sendes glasfibermodellen til Kina, hvor stenen til det færdige værk udvælges, og et hold kinesiske stenhuggere foretager den første, grove tilhugning af den. Den grofthuggede sten kommer derefter til Danmark, og Claus Ørntoft arbejder videre på den på sin huggeplads i Mygdal.
Dyr er det vigtigste motiv i Claus Ørntofts billedhuggerkunst. Både dyr fra virkelighedens og fantasiens verden dukker frem, når Claus Ørntoft arbejder i sten, og det falder lige for at sammenligne hans kunst med de stenhuggerarbejder, der kendes fra de romanske kirker fra 1100- og 1200-tallet. Dengang sås især løvefigurer og drabelige fantasivæsner, der både indgyder rædsel og respekt. I de romanske stenarbejder skildres dyrene enten som religiøse symboler eller for at overføre deres dyder og kvaliteter til mennesket: Styrke, kraft, magt.
Claus Ørntofts skulpturer handler mere om form, bevægelse, latent energi og humor. Hans dyrefigurer synes ofte at være ved at sprænge stenens overflade, eller de har allerede banet sig vej ud af det hårde materiale. Løver, ulve og kvæg, eller lodne, bamsede fantasivæsner og fisk, der synes at stamme fra oceanernes dybeste dyb, hører til hans motivverden. De skildres med spændstighed, livfuldhed og en stor del humor, som Havdyret ved Hirtshals Gl. Rådhus, der snapper efter vejret, så halen snor sig som en fjeder, eller Bugvendt ved Vrå Skole, der legesygt daser i solen.
Turen kræver bil. God tur.